fbpx

Fedt. Hvis det sidder de forkerte steder er det virkelig træls. Omend fedt er en virkelig vigtig bestanddel i vores krop, som har nogle vigtige funktioner, så har for meget fedt i kroppen en helt modsat negativ konsekvens for os.

Det, som de fleste gør forkert

Hvis du er en af dem med for meget fedt på kroppen, som du gerne vil af med, har du garanteret afprøvet forskellige metoder for at komme af med det. En af de metoder, som mange benytter sig af, er motion i form af løb, spinning og zumba. Det er det, man kalder kredsløbstræning, konditionstræning eller cardiotræning, og er i sig selv en fin træningsform – bare ikke hvis man vil forbrænde fedt på mest effektiv vis.

Det, der er med kardiotræning, er, at det – som navnet også antyder – træner din kardio. Det vil sige, at du forbedrer din krops måde at transportere ilt rundt med blodet, hvilket i sig selv også er rigtig godt at træne. Det er bare ikke den mest effektive måde, hvis du vil forbrænde fedt.

Forbrænd fedt i op til 24 timer efter træning

Hvis du vil forbrænde fedt på den mest effektive måde skal du faktisk have gang i nogle helt andre træningsformer: nemlig styrketræning og HIIT. Undersøgelser har vist, at du med disse to træningsformer, kan forbrænde fedt i op til 24 efter, du har udført træningen. Ja, du læste rigtigt: du kan forbrænde fedt, sågar når du sover.

Styrketræningens fordele i forhold til at forbrænde fedt

Når du styrketræner, nedbryder du faktisk dine muskler en lille smule. Men det er på en god måde. For at din krop overhovedet kan overleve, nedbryder og opbygger den konstant molekyler. Det kræver en masse energi, og det tager den fra fedt og kulhydrater. Så jo mere aktiv muskelmasse du har i din krop, jo mere energi skal din krop bruge, og jo mere fedt forbrænder du dermed også.

HIITs fordele i forhold til at forbrænde fedt

HIIT står for “Høj Intensiv Interval Træning”, og er kortere perioder af meget hård træning, typisk kendt fra eksempelvis CrossFit.

Grunden til, at HIIT er så effektiv til at forbrænde fedt, er ikke på grund af den mængde kalorier, du forbrænder under træningen. Det er derimod den mængde kalorier, du forbrænder efterfølgende.
HIIT forstyrrer nemlig din krops naturlige balance (homeostase), som gør, at din krop er på hårdt arbejde i op til 24 timer efter træningen, fordi den skal genoprette denne balance. Og her bruger den altså igen fedt og kulhydrater.

Så hvis du gerne vil forbrænde fedt på mest effektiv vis, skal du altså gå i en stor bue udenom løbebåndet og crosstrainerne i træningscentret. I stedet skal du styre direkte mod vægtene, eller finde HIIT workouts, du kan komme i gang med. Og skal det genstridige fedt ryge endnu hurtigere, så kombinerer du selvfølgelig de to træningsformer. Farvel fedt!