fbpx

Ofte når jeg møder folk, som gerne vil leve sundere og begynde at træne, men som ikke gør det, spørger jeg ind til hvorfor. Det svar, som jeg næsten altid får, er, at der ikke er tid til det. I en travl hverdag med job og familie er træning ikke det, der bliver prioriteret. Og jeg kan udemærket godt forstå det! Det kan godt være svært at hive en time ud af hverdagen tre til fire gange om ugen. Men om ikke andet, så er det vigtigt AT GØRE DET. Læs med her, hvorfor…

Prioritér dig selv, og vær der mere for dine nærmeste

At være sammen med dem, man holder af, er guld værd. Og det skal der altid være plads til. Men hvor meget energi har du lige til at kravle rundt på gulvet med børnene efter en lang dag på arbejde? Eller gå en lang tur med manden/konen, hvor I får vendt verdenssituationen? Måske du kender til det med at falde i søvn alt for tidligt på sofaen om aftenen, inden du overhovedet har nået at føle, at du havde noget tid med din partner?
Hvad med at du i stedet bruger tre/fire timer i løbet af ugen, som er MIG-tid, hvor jeg så til gengæld vil garantere dig for, at du vil opleve at få langt mere energi til alt det, du gerne vil sammen med dine nærmeste,

Træn og få mere energi til alt det andet

I princippet kan du jo bruge MIG-tiden på, hvad du har lyst til og som giver mening for dig. Men jeg vil selvfølgelig råde dig til at bruge din MIG-tid på at få trænet. Træning har nemlig en helt fantastisk effekt på kroppen. Både fysisk og psykisk. Inden en hektisk dag med arbejde og fritid eller som afslutning på dagen, kan træning give dig lov til bare at slå hjernen fra, hvor du kan gøre noget godt for dig & din krop.

Du vil nok hurtigt opleve, at du kommer hjem fra træning med fornyet energi, at du kommer til at sove bedre om natten, og at du er i bedre humør i løbet af dagen. Du vil højst sandsynligt også få lyst til at spise sundere. I det hele taget giver træning dig bare bedre mulighed for at at være der for din familie og/eller venner, og få det bedste ud af tiden med dem.

Hvordan du får “flere timer i døgnet”

Hvis du gerne fremadrettet vil have mere tid til MIG-tid, har jeg her to forslag til, hvordan du populært sagt kan få “flere timer i døgnet” – eller rettere sagt, hvordan du kan føle, at døgnet er længere.

Gå tidligere i seng, stå tidligere op

Vi er absolut mest produktive om morgenen, når vi er udhvilede. Derfor kan det være en god idé at gå en time tidligere i seng om aftenen, for at stå en time tidligere op og få din MIG-tid om morgenen. Du vil helt sikkert opleve, at hvis du træner tidligt om morgenen, når du er stået op, vil du have mere energi til dagen, der kommer. Du vil føle dig helt overskudsagtig og skal ikke gå hele dagen med den tunge sky hængende over hovedet, der hedder “træning senere”…

Hvis du bestemt ikke er A-menneske, kan du med stor fordel også træne om aftenen. Mange tror, at jo senere man træner, jo sværere vil man have ved at falde i søvn, fordi man er helt oppe og køre efter træning. Men det er faktisk ikke rigtigt. Du kan træne lige så sent du vil uden at det påvirker din evne til at falde i søvn. Du vil helt sikkert også have en bedre nattesøvn, som giver dig mere energi dagen efter.

Planlæg din dag

Lad være med at tage dagen, som den kommer, hvis du skal sikre dig noget MIG-tid. For så vil der helt sikkert altid komme noget i vejen for den. Noget, som lige pludselig dukker op, som gør, at du bliver nødt til at udskyde den, og inden du ser dig om, er dagen gået. Selvom det for de fleste med børn er svært at planlægge dagen ned til mindste detalje, så har i som familie også rigtig godt af planlægning. Derfor kan du med stor fordel tillade dig at planlægge hver eneste time i løbet af dagen for også at gøre plads til din MIG-tid.

Hvis du har mulighed for det, kan du jo planlægge din MIG-tid efter børnene er lagt i seng, eller inden de bliver vækket om morgenen. Men hvis du ikke har mulighed for det, skal du altså ikke have dårlig samvittighed over, at du prioriterer din MIG-tid i løbet af ugen. Hverken overfor ægtefælle, kæreste, børn, forældre, venner eller veninder. For husk på, du tager dig din MIG-tid for at kunne være der mere for dem!